søndag den 14. september 2014

3 nye bøger

GRØNLAND af Annette Danielsen

Annette skriver om sin bog:

Så er min nye bog GRØNLAND på gaden.
  
Det har været en kæmpe oplevelse at lave bogen. Ikke mindst da jeg for 1½ år siden var på Grønland sammen med fotografen for at tage billederne.
Det var så overvældende, at det var svært at komme hjem og omsætte inspirationen til strik. De store vidder skulle ned på pind 3 - det var ikke helt let.
Fotografen Anne og jeg sorterede vores 1000 billeder i kategorier, som jeg så skulle omsætte til en strikmodel.
Nogle var lige til højre benet - andre var besværlige at få igennem.
En af de store oplevelser var hundeslædeturene. Det var storslående. Det ville jeg meget gerne strikke. Men det endte med at være den sidste model jeg kunne få igennem. 
Jeg strikkede en cardigan med snoninger, ligesom hundenes seler - og små huller som hundespor i sneen. Af hensyn til sarte sjæle undlod jeg lugten.

GRØNLAND indeholder 16 strikmodeller.

Susie Haumann har designet 10 børnemodeller til et nyt strikkehæfte.
Modellerne er denne gang til str 2 - 8 år. 

Susie har tidligere udgivet ALL YOU KNIT IS LOVE og KNIT FOR YOUR KID. 
Det nye hæfte er sprængfyldt med flotte modeller i samme stil som de 2 foregående hæfter.
Susie designer med sikker hånd: superenkelt og meget klassisk. 
Udlandet er begyndt at vise interesse for Susies strikkehæfter. De beskriver Susies design som en meget nordisk stil. Og det har de ganske ret i.
Susies første hæfte, ALL YOU KNIT IS LOVE, kan om få uger købes på tysk.

WARM KNIT FOR COOL KIDS indeholder 10 strikmodeller. 

Annette Danielsen har nu også lavet opskrifter til babyer. Hun skriver:
Jeg ville lave et hæfte, der skulle være sødt uden at blive alt for pusse-nuttet.
Grafiker, Randi Schmidt, har fået understreget stemningen rigtig flot med hendes smukt tegnede grene - det er blevet helt eventyr-agtigt.

Som gammel socialpædagog ligger socialt arbejde mig meget på sinde. 
Jeg har valgt at sende en lille hilsen til MØDREHJÆLPEN. De laver et flot arbejde med børnefamilier, der har brug for en hjælpende hånd.
På deres hjemmeside kan du se, hvordan man kan støtte deres arbejde.

Hæftet indeholder 4 babytæpper og 8 strikmodeller.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar