mandag den 27. august 2012

Et lækkert mohairgedeskind

Der er stor efterspørgsel efter skind i tiden, og fremover vil det være muligt at købe et mohairgedeskind i butikken.

Det vil kunne fås i natur, gråt og brunt, og skindene kommer fra firmaet Canard, som også laver det lækre mohairgarn, vi har.
Her er mohairgeden, mens den endnu har skindet på.
Denne flotte herretrøje med snoninger er strikket i den totrådede mohair.


Puden er strikket i Hjelholts 2-trådede farveskiftegarn og har målene 60x40 cm

Inden længe skal vi til at tænke på varme sager til hoved, hænder og hals, og Camomillesjalet  er velegnet til både hals og skuldre. Ginger, de fingerløse vanter, har en lang rib, så de varmer langt op af armen.


søndag den 26. august 2012

Strik mellem hav og fjord

Så er kurset Strik mellem Hav og Fjord løbet af stablen, og det har været en dejlig oplevelse med tilfredse kursister. Hanne Pjedsted var underviser, og hun ledte kursisterne sikkert gennem forløbet med spændende og åbne opgaver, så der var plads til selvudfoldelse. (det er Hanne til højre)
Se også billeder fra en kursusdeltager.
Om lørdagen var vi i Holmsland Kulturhus i Kloster, da garnafdelingen ikke kan rumme både kunder og kursister.
Kurset handlede naturligvis først og fremmest om strik, men der var også andre oplevelser og bevægelse, hver dag.
Vi skulle have været ved Røjklit Havn ved Stadil Fjord, men det regnede så meget, at vi måtte aflyse, og i stedet lade vores lokale mand, Per Søndergaard komme til os og fortælle om livet ved fjorden.


Der blev strikket prøver og studeret i bøger, lavet halsudskæringer og eksperimenteret med ind- og udtagninger, og da lørdagen var slut var der også en lille hjemmeopgave til om søndagen.

Søndagen viste sig fra sin bedste side, og vi kunne nyde udsigten over Stadil Fjord.

Her er billeder fra Røjklit Havn, som viser det, vi gik glip af. Der er bådpladser.....

tipier og en teltplads, muligheder for at bade og en overdækket spiseplads, hvor man kan indtage sin mad. Der er desuden ved at blive indrettet en kano- og kajakklub. Et dejligt sted til et senere besøg.




Begge dage sluttede vi med udstræknings- og afspændingsøvelser, og søndagen indledtes også med morgengymnastik på terrassen. 
Maden fik vi fra Vestkystens Gårdbutik, hvor der om søndagen var et besøg med efterfølgende gåtur til Vesterhavet  i strålende solskin. Dorthe, kvinden bag butikken og kone på gården, fortalte levende og engageret om gårdens dramatiske historie
Gårdens specialiteter kan varmt anbefales.
Det var en dejlig flok kvinder i forskellige aldre, Hanne og jeg tilbragte weekenden sammen med.
Læs efterårets kurser på fanen ARRANGEMENTER


lørdag den 11. august 2012

Nyt på bøjlerne

Efteråret banker lige så stille på. Den ene kasse efter den anden ankommer med pakkeposten. Det er tøj, som vi bestilte i det tidlige forår, så det kan være svært at huske præcis hvad og fra hvem, så det er spændende at pakke ud.
Strikblusen er fra Micha i 100%'s bomuld.

Denne bluse er noget særligt. Den er af kashmir, som er det fineste og dyreste indenfor uld.
Kashmir er animalske fibre fra den tibetanske kashmirged. Kashmiruld er meget fin og langfibret og særdeles kostbar, fordi den kun kan produceres under særlige klimatiske forhold. Fra slutningen af 1700-t. og i 1800-t. var håndvævede kashmirsjaler fremstillet af kashmiruld på mode; ulden bruges i dag til luksusstrikvarer. Blusen er i efterårets brændte farver.


Bluse og sjal i et. Sjalet kan draperes for mange forskellige måder og lægger sig blødt om skuldre og hals i det blødeste kashmir.

Marimekko er på banen med flere nyheder.
Når vi pakker tøjet ud fra leverandørerne, skal det efterfølgende stryges, så det præsenterer sig.
Alt efterses desuden for eventuelle fejl.

I strikkeafdelingen har vi fået en af Annette Danielsens modeller strikket op.
Det er trøjen Blomme fra hæftet Hønsefødder &......

Vi sælger Uld-Angora-garnet fra Karen Noe ud. Det ligger i 25g's nøgler og sælges 25% under prisen.
Det er et usædvanligt lækkert garn, så det er godt køb at gøre, men vi skal have skaffet plads på hylderne.

fredag den 3. august 2012

Efterårets kurser

Så har vi nogle af efterårets kurser parat. 
 Vi indfører søndagsstrik, da vi med et stigende antal kunder har svært ved at arrangere undervisning i åbningstiden. Det tror vi bliver en gevinst for både kursusdeltagerne og vore kunder.


En gang om måneden har vi et aftenkursus med et bestemt tema, men det kan man læse mere om på fanen  Arrangementer 
Billedet er lånt fra På Pinden, en meget lærerig hjemmeside.
Vi glæder os til at se mange strikkeglade kursister.
Hvis I har specielle ønsker, vil vi meget gerne høre om det.



onsdag den 1. august 2012

Et nyt tiltag - månedens strikketøj

Vi indfører et nyt tiltag i garnafdelingen. Hver måned har vi garn og strikketøj, vi sætter særligt fokus på.
Det præsenteres på en ny fane, som hedder Månedens Strikketøj. I august måned har vi fokus på mohair fra firmaet Canard.

Ved køb af garn til et tørklæde/aflangt sjal følger en opskrift med uden beregning.
Læs mere under fanen Månedens Strikketøj.
Efterårets kurser bliver lagt ind under arrangementer og siden opdateres løbende, så følg med hvis du gerne vil deltage i efterårets aktiviteter.